Dit selvværd og selvtillid er to vigtige faktorer, når det handler om at præstere på banen, både til træning og i kamp.
Det er også to dog meget forskellige aspekter, selvom de ofte bruges til at omtale det samme. Men det er vigtigt at skelne mellem de to begreber og blive bevidst om deres forskelle og kvaliteter. Man kan sagtens have meget selvtillid og dårligt selvværd eller omvendt. Nedenfor er forskellen mellem de to aspekter skildret kort, men resten af artiklen vil fokusere på selvtillid.
Forskel på selvværd og selvtillid (lyt i videoen)
Selvtillid:
Handler om tillid til dine evner og færdigheder
“Jeg er virkelig skarp på mit sigte”
“Mit strategiske overblik er virkelig godt”
Selvværd:
Handler om at værdsætte egne egenskaber og acceptere sig selv
“Jeg er et empatisk menneske”
“Jeg evner at se objektivt på tingene uden at blive personlig”
Psykologisk udvikling er en livsproces
Selvtillid opbygges igennem handlinger og præstationer, der baseres på de oplevelser og erfaringer, som du har samlet op i dit liv. Det kan være på træningsbanen, på skolebænken eller i enhver situation i hverdagen.
Med andre ord er selvtillid troen på, at du succesfuldt kan udføre en færdighed, opgave eller lignende. Tror du på dig selv, vil du også gå til dine udfordringer med et optimistisk mind-set, og du vil ikke lade dig slå så let ud, når du skal håndtere nye eller ukendte situationer.
Her hjælper det selvfølgeligt at have øvet færdighederne på træningsbanen - man når aldrig toppen, hvis ikke man arbejder hårdt for det. Men hvor alle ved, at man, for f.eks. at blive professionel fodboldspiller, skal bruge mange timer på at træne sine tekniske færdigheder og sin spilforståelse, så negligerer mange det mentale aspekt. Det er en fejl, for din mentale styrke vil altid påvirke dit spil på banen, i enten en positiv eller en negativ retning.
Det handler også her om at øve sig, så du træner dig selv og bliver bekendt med dine egne mønstre, når de negative tanker begynder at poppe op, og ved hvordan du skal agere. Dette kan hjælpe med at minimere deres indflydelse og mængden af mistet mentalt fokus.
Mentaltræning og selvtillid
Selvtillid kan til tider føles som en vanskelig størrelse, hvilket kan skyldes, at vi hele tiden angribes af selvtillidsvækkende elementer, som får os til at tvivle på vores evner. Hvis du f.eks. brænder en friløber, misser et oplagt frag eller fejltimer en takling og får rødt, så kan de negative tanker begynde at sive ind ad sprækken.
Disse situationer kan opstå i mange former, men de fleste af dem har med vores egne tanker, vores egen indstilling og vores egne følelser at gøre. Derfor er det vigtigt, at du, som eliteudøver eller forældre til et barn med drømme inden for sportens verden, får fokus på din eller dit barns mentale tilgang. Vejen til tops er hård, så hvorfor ikke fjerne så mange forhindringer for dig selv som muligt.
Tilgangen til elitesport for børn og unge minder i stadig stigende grad om den, der hersker i voksne elitemiljøer. Gentagne udvælgelser, hyppige skift af arenaer, overdreven målrettethed og ensidig fokus på resultater risikerer at suge både lyst og vilje ud af de unge sportsudøvere og samtidig skade deres selvværd og selvtillid.
Carsten Oldengaard har nøje udvalgt 4 opmærksomhedspunkter:
1) Udvælgelse, testresultater og frasortering
2) Hyppige skift af arenaer med deraf følgende skiftende relationer (trænere, ledere mv.)
3) Overdreven målrettethed og alvor – uden rum til at fejle
4) Ensidig fokus på resultater på bekostning af arbejdet med processer.
Nedenfor kan du læse om det første af dine 4 mentale opmærksomhedspunkter:
Der er og skal være forskel på børn-unge og voksne eliteudøvere.
Forskellen på barn/ung og voksen Inden vi kigger nærmere på de fire opmærksomhedsfelter, vil jeg forsøge at adskille begreberne ”voksen” og ”barn/ ung” i sportens verden set gennem mentaltrænerens briller. I mental forstand opfattes en sportsudøver som voksen, når han eller hun er ca. 23-25 år. Det er først her, udøveren begynder at være i stand til: - at skille præstationen i pressede situationer og ikke mindst skille processerne fra resultaterne. - at frigøre sig fra omverdenen; andres holdninger og ”synsninger” – og i højere grad hvile i sig selv. - at have tilstrækkelig både teoretisk og erfaringsbaseret viden og bruge den til at navigere på en overvejende konstruktiv måde i forhold til spørgsmålene ”hvem er jeg?”, ”hvad kan jeg?” og ”hvad kan jeg ikke?” – både som menneske og som sportsudøver. Først når udøveren er omkring 23- 25 år begynder ovenstående egenskaber at være nogenlunde stabile. Indtil da er det hele en stor rodekasse med markante udsving og meget langt mellem bund- og topniveau. Samtidig er der ofte kriser i forhold til spørgsmålene ”hvem er jeg?” og ”hvad kan jeg?”. Det er derfor først, når udøveren er voksen i ovennævnte forstand, at vi i sportsmiljøet kan stille krav om, at han eller hun viser og forløser sit fulde potentiale. Ganske enkelt fordi det fulde potentiale først begynder at tage form her, hvor fundamentet med selvtillid og selvværd er solidt. Forudsat, naturligvis, at vi gennem udøverens barndom og ungdom har arbejdet systematisk, kontinuerligt og målrettet med selvtillid og selvværd.
Opmærksomhedspunkt 1:
Jeg ser flere og flere børn og unge i sportens verden, der udvælges helt nede fra 9-årsalderen og i enkelte tilfælde endda endnu tidligere.
De observeres og/eller udsættes for forskellige test. Børnene og de unge udøvere vurderes imidlertid ud fra øjebliks- billeder, som i de fleste tilfælde kun viser et lille udsnit i forhold til udøverens mulige kompetencer – og som frem for alt slet ikke fortæller noget om alt det, der stadig- væk kan udvikles og kan ske for udøveren.
Testene fortsætter igennem hele ungdomslivet og bliver flere og flere. Fokus kommer derfor til at være for ensidigt på spørgsmålet ”hvad kan du nu?”.
I stedet bør vi alle tilstræbe at bruge testene til at finde en balance mellem ”hvad kan du nu?” på den ene side – og på den anden side et statusbillede og et fremtidsbillede af ”hvad kan og skal du træne i forhold til, hvad du er god til?”, ”hvad skal du kunne næstefter?” – og som det måske allervigtigste: ”Hvordan hjælper vi hinanden til, at du træner det?”
Angsten for frasortering
Som det også er tilfældet i voksenverdenen, sker der mere og oftere end tidligere en frasortering blandt helt unge elitesportsudøvere. Jeg tror ikke, det er muligt at bremse denne tendens, og på mange måder er det en naturlig del af sportens verden.
Skyggesiden af udvælgelse og frasortering er imidlertid angst. Og her er det desværre min erfaring, at angsten for at blive valgt fra ofte er langt større end glæden ved at have muligheden for at blive valgt til.
Det er et stort dilemma, som vi skal tage særdeles alvorligt. Vi bør derfor være meget opmærksomme på, hvordan vi håndterer udvælgelse og frasortering i
”Angsten for at blive valgt fra er ofte langt større end glæden ved at have muligheden for at blive valgt til i sportsmiljøer, både når vi taler om udvælgelse og frasortering på den korte bane, ”Er jeg på holdet til næste kamp?”, og på den lange bane, ”Er jeg en del af klubbens fremtidsplaner?”.
Angsten for at blive sorteret fra flytter den unge sportsudøvers fokus mod fejl og mangler hos sig selv. Konsekvensen bliver en sikkerhedsadfærd, hvor udøveren ”spiller det sikre spil” – og så er der pludselig langt til at udvikle sig, blive kreativ og kunne noget unikt i sin sportsgren.
En modvægt til frasortering og udvælgelse er, at den unge sportsudøver ser, hører og mærker en langsigtet plan.
En plan, hvor der tages afsæt i en naturlig udviklingskurve med de op- og nedture, der naturligvis følger med. I en enhver udvikling vil det nemlig nogle gange gå frem, mens det i andre perioder går i stå eller i kortere perioder ligefrem tilbage.
Men derfor skal den unge ikke vælges fra. Tværtimod. I stedet bør den unge udøver vælges til, sættes i centrum og opmuntres til at blive ved med en klar anvisning af arbejds- og fokusområder. Den unge bør også mødes med en forstå- else for sin situation. og samtidig motiveres positivt til at træne videre med høj kvalitet, naturligvis med hjælp fra den voksne kompetente træner.
I medgang og modgang
En anden vigtig modvægt til frasortering og udvælgelse er, at der er fokus på sportsudøverens selvværd. At sportsbarnet ser, hører og føler sig elsket, lige meget hvad der sker. Lige meget om det går op eller ned, frem eller tilbage i spor- tens verden.
Her har sportsforældre en stor op- gave. Det er således vigtigt som forældre at spørge ind til, hvordan ens barn har det uden for banen – og samtidig opmuntre den unge til at gøre noget, der ikke hand- ler om at være elitesportsudøver, men om at være menneske.
”Ved sportsbarnet at han/hun er elsket – uafhængigt af de sportslige præstationer?”
Ofte er det også en god idé at tilbyde den unge sportsudøver selskab; at foreslå at lave noget sammen, som forældrene og/ eller sportsudøveren kan lide (gerne uden for udøverens sportsgren). Det er faktisk også helt okay at lave dagligdagsting sammen. Som at indrette udøverens lej- lighed, støvsuge bilen, gøre rent, lave mad etc.
Den unge udøver oplever på den måde, at han/hun er værd at være sam- men med som menneske. At han/hun har værdi som menneske. Og lad der ikke herske nogen som helst tvivl: Forældre- ne er og bliver den væsentligste kilde til selvværd hos enhver sportsudøver.
Hvorfor bruge en sportspsykolog?
Det kan lyde meget simpelt bare at tro mere på egne evner og hvile mere i dig selv, men det er lettere sagt end gjort. Mentaltræning er en proces og det er ikke altid, at du selv er opmærksom på de aspekter af din psyke, som ikke er konstruktive.
Her kan en sportspsykolog hjælpe dig eller dit barn med at guide udøveren, finde dine strespunkter, og hjælpe dig med at træne de mentale færdigheder, så de negative effekter af tankerne ikke påvirker spillet på banen. Arbejdet med din mentale styrke vil være lang og hård, men det er samtidig en proces, der giver løbende afkast, og du vil hurtigt kunne mærke en rivende udvikling.
Uanset hvilken tilgang, du vælger, så gå til det positivt, lad dig ikke slå ud - ingen er perfekte - og husk, at det er menneskeligt at fejle, så tro på dig selv, også når det ikke lykkes.
