Vi lever i en verden, hvor konkurrence er i højsæde. På direktionsgangene, i skolen, på nettet og på banerne konkurrerer vi hele tiden - men har vi det rigtige fokus, når vi gør?
Det er altid godt at gå efter sine mål. Det kan være kilde til både motivation og personlig tilfredstillelse. Samtidig kan det forkerte fokus være et destruktivt element for individet.
Find den rigtige motivationsstrategi
Selvom det at være hyperkompetitiv kan bringe en masse positive aspekter med sig, kan det også begrænse dig. Det kan have en sund og usund indflydelse. For hvad sker der, når du ikke lykkes eller bliver overgået af en person, som måske har bedre evner end dig eller bare på dagen præsterer bedre end dig? Bliver du nedslået og opgivende? Får du stress over din nye holdkammerats imponerende indsats? Tænker du “nu skal jeg dæleme vise dem, hvad jeg kan!”? Eller tænker du som de fleste sportsudøvere: De andre er super dygtige, mens det blot er fint nok og lidt heldigt, når jeg lykkes med det samme?
"Tænker du som de fleste sportsudøvere: De andre er super dygtige, mens det blot er fint nok og lidt heldigt, når jeg lykkes med det samme?"
Det kan virke irrationelt, men mange udøvere har den indre negative stemme, der taler toppen af deres egen præstation, mens de glorificerer modstandernes præstationer.
Her er det vigtigt at holde fokus i centrum. For konkurrerer du konstant med omverden, vil du også ofte møde modstand i form af mennesker, der enten har mere succes på banen eller i jobbet eller på hvilket som helst andet parameter, der er vigtigt for dig.
Selvfølgelig vil du også opleve perioder, hvor det virkelig kører, og du lykkes med dine tiltag og aktioner, men det er 100% sikkert, at du vil støde på nederlag og modgang fra tid til anden. Så hvordan kan du finde en motivations- og konkurrencestrategi med et sundt fokus? Det dykker vi lidt ned i her.
At vinde er ikke alt
Når du konkurrerer med andre, vil du unægteligt opleve en del sejre, men hvis tilgangen er at vinde for enhver pris, vil du vinde af de forkerte årsager. Nu tager vi udgangspunkt i den førnævnte holdkammerat, som har gjort dig en smule usikker på din plads på holdet. Personen har præsteret på et højt niveau og nu vil du gerne vise, at det kan du altså også. Du føler dig stærkt motiveret og dit arbejde afspejles af det. Du brillerer på træningsbanen. Dine trænere ligger mærke til din indsats og vælger at sætte dit navn på holdkortet til næste kamp. “Sådan!”, tænker du. Du vandt jo. Men hvorfor vandt du?
Som udøver er det vigtigt for dig at være dit eget værdilandskab bevidst. Hvad er vigtigt for dig som udøver? Hvad vil du stå for? Hvilke værdistyrede handlinger skal kendetegne dig? Det vil sige, at du ved, hvem du er som udøver, og er indforstået med, hvordan du gerne vil have, at andre skal opfatte dig.
Er du først begyndt at konkurrere med andre, kan det nemlig hurtigt gå hen og blive en vane, og det er ikke altid udviklingsfremmende eller sundt. Uanset hvor exceptionelt dit talent er, vil du altid møde andre i dit liv, som er dygtigere end dig på nogle områder, og så får du det ikke bedre ved en sammenligning. Hvis du konstant sammenligner dig med en holdkammerat, der er bedre, en ven eller veninde, som har et bedre job eller en federe lejlighed eller er bedre til deres sport end dig, vil det stjæle din glæde og dit fokus ved det, som du faktisk opnår.
Skab dine egne successer
Mennesker, der konkurrerer med dem selv, opnår mere succes end dem, som konkurrerer mod andre, fordi de har forstået, at det at vinde handler om mere end bare konkurrence. Det handler ikke om at komme først over målstregen, men at du gav alt, hvad du havde i dig for at nå DINE mål. Konkurrence for konkurrencens skyld udvikler ikke nødvendigvis dig. Du er ikke den bedste version af dig, hvis du sammenligner dig med ting, der er baseret på andres evner, håb og drømme.
Når du konkurrerer med dig selv, har du derimod en unik mulighed for at definere, hvad der er en succes for dig. Det bliver et instrument for dig til at forbedre dig selv, om det så handler om opbygningen af en ny evne på banen eller en større mental balance.
Det bedste er dog den tilfredsstillelse, du får, når du kan se din egen udvikling og samtidig ikke har behov for den eksterne bekræftelse, fordi du hviler i dig selv og stoler på dine evner. Når konkurrenten er dig selv, og du finder værdien i at gå efter at udvikle dig selv, betyder det ikke nær så meget for dig at slå andre, men du begynder i stedet at finde nye måder at udfordre dig selv på.
Men panik, angst, stress?
Nu vil du nok pointere, at det er umuligt ikke at prøve at tabe, også selvom vi “kun” konkurrerer med os selv. Og det vil du have ret i. I livet vil vi komme ud for nederlag, uanset hvilken tilgang vi tager.
Når vi konkurrerer med os selv, er forskellen bare, at vi ikke giver andre skylden for nederlagene, men selv tager ansvar for vores handlinger.
"Når vi konkurrerer med os selv, er forskellen bare, at vi ikke giver andre skylden for nederlagene, men selv tager ansvar for vores handlinger."
Er du opmærksom vil det ikke være en kilde til panik, angst eller stress, men derimod et aspekt, hvor du kan lære af dine fejl, og få mere kendskab til bevæggrundene for dine egne handlinger og dig selv. Med andre ord giver det dig muligheden for at gøre det bedre og være bedre forberedt næste gang, du forsøger dig i situationen, hvor du er presset.
Det kan hjælpe at huske dig selv på at:
fokusere på dig selv
Det nemmeste er at falde tilbage i dine gamle vaner, så husk at minde dig om, hvad der er det vigtige for dig - din egen udvikling
sætte realistiske og opnåelige mål
Du skal satse og drømme stort, men du er også nødt til at være realistisk. Sæt dig process mål, der kan hjælpe dig på vejen mod den langsigtede drøm
finde positive motivationsfremmere
Find aspekter eller personer, der får dig til at glæde dig til at arbejde med dine mål. Det kunne være at arbejde med din mentale tilgang, så din præstation på banen optimeres eller at finde en person, som har opnået det, du gerne vil, og søge inspiration hos ham eller hende
belønne dig selv, når det går godt
Selvom verden går hurtigt, er det vigtigt, at vi husker at stoppe op og nyde vores fremskridt. Husk at anerkende dig selv, når du har opnået noget, som har givet mening for dig
Forstærk din mentale styrke med mentaltræning
Mange mennesker er ofte slet ikke bevidste om, hvorfor og hvordan de grundlæggende reagerer og tænker.
Spørg dig selv om du er i selvkontrol med dine handlinger, når du bliver udfordret. Der er ikke noget mærkeligt i det - da vi stort set alle i sportens verden er følelsesdrevet. Det vil sige, at vi reagere på vores indre, hvilket kan være godt, men nogle gange reagerer vi negative på vores emotioner.
Samtidig kan det være svært at komme frem til en alternativ måde at tænke på af sig selv. Denne form for selvindsigt kan være stort set umulig, og meget tidskrævende at komme frem til på egen hånd.
"Dette er de første og vigtigste grundsten i vores mentaltræningsforløb - nemlig mental bevidsthedstræning."
Dette er de første og vigtigste grundsten i vores mentaltræningsforløb - nemlig mental bevidsthedstræning. Når du først er blevet bekendt med dine egne handlingsmønstre, har du for alvor muligheden for at rykke dig mentalt. På det punkt er der masser af hjælp at hente.
Her kan mentaltræning rykke milepæle for selv det største talent. Eliteudøvere både i sportens verden, men også i erhvervslivet, bliver konstant udsat for ekstern og internt pres. Forældre, trænere, venner, medier, aktionærer, arbejdsgivere, og holdkammerater har forventninger til ens præstation. Dette ekstra ydre pres kan føre til et øget indre pres, præstationsangst og lignende.
Men hvis du evner at placere dit fokus det rigtige sted, kan du opnå nye niveauer i dine præstationer uden at dalene bliver ligeså dybe.
Alle uanset niveau og alder kan mentaltræne
Hos HH Mentality er vores fokus på at optimere din præstation, særligt under pres. Mentaltræning er altid en god idé for dig, der skal præstere på et højt niveau.
Du behøver ikke være professionel eliteudøver for at kunne få gavn af mentaltræning - ofte er det en god idé at starte så tidligt som muligt. På den måde lærer du at håndtere presset i takt med, at det stiger.
Derudover undgår du at vente til, at ‘skaden’ allerede er sket. Når det er sagt, skal det dog understreges, at det aldrig nogensinde er for sent at starte med mentaltræning.
Er du interesseret i at høre mere om mentaltræning, er du altid velkommen til at bestille en uforpligtende samtale, så vi kan finde ud af, om det giver mening for dig.