Det kunne være så rart, hvis vi kunne kontrollere vores følelser. Vi kender det alle sammen. Vi får en ubehagelig tanke og den bliver ved med at fylde i vores bevidsthed, som en dårlig sang, der bare ikke er til at få ud af hovedet. Selv når vi prøver at ignorere den, bliver den ved med at prikke os på skulderen. Jeg møder en del udøvere i mit arbejde, der med base i dette spørger mig; ”Kan vi kontrollere denne følelse?”
Præstér under pres
En af mine udøvere havde et problem med at handle, når han var påvirket af ”retfærdighedsfølelsen”. Under en kamp laver hans direkte modstander et groft frispark på ham, som dommeren ikke ser. Han mærkede straks frustrationen stige i kroppen. Det resulterede i, at han råbte ad dommeren. Hans umiddelbare reaktion var at rette irritationen mod dommeren, som sjældent er modtagelig over for den type kommunikation. Han vidste samtidig, at han ville komme i duel med ”gerningsmanden” igen, og at han ville få muligheden for at få hævn.
Ved et hjørnespark senere i kampen så han sit snit til at få hævn. Han var godt nok ansvarlig for en af de andre modspillere, men kunne se på ”modstanderens” løb, at han ville komme ind i hans område, så han vidste, at han lige kunne ramme ham i løbet. Alt imens glemte han alt om, at han faktisk havde en reel opdækningsopgave, og det endte med, at hans mand fik hamret bolden i mål.
Han lod sin retfærdighedsfølelse tage over og fik da også sin umiddelbare tilfredsstillelse, da han satte albuen i siden på modstanderen. Desværre for ham resulterede det i et mål til modstanderen, og et pointtab for holdet. Han mistede sit fokus på sit ansvarsområde i situationen. Han tabte til presset og det gik ud over hans præstation.
Husk det mentale
Mange glemmer mentaltræning i deres arbejde mod at nå deres mål og drømme, fordi vi tænker, at det alligevel ikke er noget, vi kan ændre på eller fordi vi tror, at vores kontrolinstinkter fører positive resultater med sig. Men gør de reelt set det?
Vi har alle oplevelser, hvor vores følelser overskygger alt og styrer vores handlinger, og hvor vi føler, at de handlinger, vi har foretaget os, er uudholdelige, f.eks. tanken om at få hævn over en modspiller, der har begået et frispark, som ikke blev dømt.
Problemet er ikke, at oplevelsen er uudholdelig for dig, men at du tror på tanken om, at du ikke kan holde oplevelsen ud og præstere mens det står på. Det er også et faktum, at mange udøvere ikke har andre løsningsmuligheder i deres kartotek over handlinger i modgang ved oplevet uretfærdighed.
Vi ser ofte, at de samme adfærds- og handlemønstre i sporten også figurerer i skolen, i familien og i det private hos udøveren. Hvis jeg reagerer defensivt ved at gemme mig, når jeg møder modgang i sporten, så er der en god sandsynlighed for, at jeg også gør det, når jeg bliver udfordret og møder modgang i andre henseender.
Kontrollér dine tanker
Mange af os tror, at vi kan kontrollere vores følelser ved f.eks. at undertrykke dem, flygte fra dem og håbe på at de fortager sig, eller ved at bekæmpe dem.
Det første og vigtigste for dig er at indse og erkende, at følelser er, hvad de er. De vil altid være der, de er ofte irrationelle og de er ikke ønskværdige, når vi skal præstere, men vi kan ikke kontrollere dem.
Samtidig vil de mekanismer, der fik dem til at opstå, fortsat være i os, hvis ikke vi arbejder med årsagerne bag dem.
Det nytter ikke for udøvere blot at lave tre åndedrætsøvelser derhjemme i ro og mag, da det ikke medfører en ændret adfærd næste gang, at udøveren står uden for sin tryghedszone og mærker, at følelserne begynder at få et negativt overtag.
De trigger points, som en udøver oplever uden for sin tryghedszone, når der er pres på, er derfor af den vigtigste karakter for at lykkes med at indlære nye handlemønstre.
Det er helt afgørende for en udøvere, hvis de skal forblive grounded og bevidst, når presset intensiveres, at de aktivt kan handle på en ny mentalt forberedt handleplan. Så husk at tage handling og undgå at forblive passiv, for de tanker og følelser kan ikke ties væk.
Vi kan ikke undgå uønskede og ubehagelige følelser i vigtige præstationer, men husk på;
”Måske er problemet ikke, at oplevelsen er uudholdelig for dig, men at du tror på tanken om, at du ikke kan præstere i ubehaget.”
Det er nemlig her, hvor vi virkelig kan udvikle os. Hvis vi tager udgangspunkt i eksemplet fra tidligere, hvor udøveren havde fokus på hævn, så vi et usundt mentalt handlemønster. Det var den umiddelbare tilfredsstillelse, som udøveren havde fokus på, i stedet for at tænke, at den bedste ”hævn” ville være en sejr. Så uanset hvilken følelse, der dominerer i momentet, skal vi øve os i at slå koldt vand i blodet og holde fokus på det, der er vigtigt for os som udøvere: vores udvikling som spiller.
For selvom vi ikke kan kontrollere følelserne, kan vi godt påvirke, hvordan vi handler på dem.
Så hvad er bevidsthed? Bevidsthed er alt, hvad du oplever i livet. Det er sangen, der sidder fast i dit hoved, tanken om at du ikke er god nok, når der er talentspejdere til kampen, den stærke kærlighed til dit barn, den nagende og gentagende tanke, når du har lavet en fejl i kampen, nervøsitet før en vigtig kamp, og den bitre tvivl om disse følelser nogensinde får en ende.
I uge 20 kører vi derfor en øvelsesuge, hvor vi hver dag udgiver en øvelse på vores Facebookside, som du kan prøve af. Så giv os et like på Facebook, så kan du begynde din mentaltræning allerede her i maj.